Skønt hotel midt på løjpen, så man kan stå på ski direkte fra hotellet. Aftensmaden er fantastisk. 5 retters menu, som virkelig smager skønt. Prisen på drikkevarer dertil er dog temmelig høj i forhold til andre steder i området. Værelset (til 2 voksne og 2 børn på 12 og 14) var stort og med god skabsplads og en skøn udsigt. Sengen var hård, så det kommer jo an på ens præferencer hvordan man har det med det. Dynerne var gode og dejligt varme. Servicen fra alt personale var exceptionelt - alle var søde, venlige og professionelle. Et lille minus dog til rengøringen - vi fik ikke fyldt op af sæbe og shampoo, og fik ikke skiftet håndklæder (vi havde godt nok ikke fået lagt alle på gulvet, men efter 3-4 dage synes man måske de bør skifte alle håndklæder under alle omstændigheder). Om eftermiddagen fra 15.30-16.30 var der kage og en lille varm ret (chili con carne, pasta carbonara og lign.), som var skøn at komme hjem til efter en dag på ski. Poolen var dejlig med en flot udsigt. Hele hotellet emmer af hygge og professionalisme og vi kan kun anbefale det.